Vi må sejle vores egen sø

LÆSERBREV
Kære trafikminister Ole Birk Olesen. Tak for dit indlæg i onsdagens Bornholms Tidende.

Det er meget prisværdigt, at du i din egenskab af trafikminister tager dig tid til at forklare os bornholmere om dine reelle hensigter om at stå på mål for at kontrakten mellem Molslinjen og Trafikministeriet bliver overholdt.

Og at du meget klart gør rede for, hvad der er trafikministeriets ansvar, og hvad vi selv skal forsøge at forhandle os til med Molslinjen.

At du i samme moment frasiger dig et direkte medansvar og distancerer dig personligt fra selve kontraktens udformning er måske knapt så klædeligt.

Din fine strukturerede fremstilling udstiller dog samtidig hvor primitivtet grundlag kontrakten er udformet på. Tænk sig, at det kun er en gennemsnitlig billigere billetpris, der har været den vigtigste faktor i valget af Molslinjen som færgeoperatør til og fra Bornholm.

At man overhovedet ikke har afvejet pris i forhold til kvalitet af ydelsen, forekommer mig helt utænkeligt, når man tænker på hvor mange penge – 1 million kroner om dagen – den danske stat binder i halen på Molslinjen for deres besejling af Bornholm.

Et prissystem som iøvrigt er så ”smart” skruet sammen at de billige billetter ”glimrer” ved deres fravær ved højtider og for eksempel i folkemøde-perioden, hvor de mange rejsende havde sat pris på dem.

Din fremstilling viser desværre også tydeligt, hvor megen skade nogle relativt få personers uigennemtænkte beslutninger kan forårsage på mange menneskers daglige brug af et – for dem – vigtigt produkt mange år frem i tiden.

Beslutningstagere som ikke selv kommer til at mærke forringelserne på egen ”krop”.

Det svarer lidt til det tænkte eksempel, at man gik til sin egen tandlæge og fik et tilbud på en stor tandbehandling. Man synes dog godt man vil forhøre sig hos en anden tandlæge, om han kunne gøre det billigere.

Det kan den anden tandlæge godt – ja faktisk hele 51 procent billigere. Man laver en kontrakt – et prisoverslag – som beskriver, hvad der skal laves og til hvilken pris. Da arbejdet er afleveret viser det sig, at tandrestaureringen fungerer dårligt. Man kan dårligt tygge med den. Man klager til tandlægen.

Han prøver at afhjælpe. Men kan ikke gøre det meget bedre. Den valgte løsning er billig, men simpelthen ikke egnet til opgaven. Han kan ikke hjælpe mere.

Man kan ikke lave kontrakten om. Man må ”sejle sin egen sø”. Man får, hvad man betaler for – selvom det kan være dyrt nok.

Om ikke andet kan dette middelmådige kontraktforløb mellem Molslinjen og staten forhåbentligt mane til eftertanke og større påpasselighed hos de ansvarlige politikere ved fremtidige kontraktforhandlinger.

Da har vores forringelser tjent et formål.

Ole Riis
Borgergade 1, Rønne