Færgeudbuddet har én stor taber

Den aktuelle diskussion om problemer med Express 1’s manglende evner til at sejle i bølger kan ses som et klart lærestykke i, hvad der kan ske, når infrastruktur sendes i udbud – hvordan en ankesag om et udbud kun ser på tilbudsgivernes interesser, men ikke på hvilke konsekvenser det har for de mennesker, der er afhængige af infrastrukturen.

Færgedriften blev udbudt med næsten de samme mindstekrav til ydelsen, som har været gældende i de seneste år, og konkurrencen i udbuddet gjaldt alene gennemsnitsprisen på billetter.

Der var to bydere, den ene var Færgen, som med kendskab til det bornholmske samfund og de krav og forventninger, der var til ydelsen, kunne tilbyde 44,15 procent reduktion i gennemsnitsprisen for billetter. Den anden var Molslinjen, der som rent kommercielt selskab kunne skære et tilbud til, der (tilsyneladende) nøjagtigt kunne opfylde mindstekravene og samtidigt tilbyde en 51,15 procent reduktion i billetpris. På det grundlag blev Molslinjen valgt af Transportministeriet.

Ankesag

Den senere ankesag om udbuddet gjorde det klart, at ministeriet selv afgør omfanget af den kontrol, de foretager af, om tilbudsgiver kan opfylde mindstekravene, og hvis det ikke er åbenlyst, at kravene ikke kan opfyldes, er det ikke et problem i forhold til udbuddet.

Da Færgen klagede over Molslinjens tilbud på grund af manglende opfyldelse af kravene til ydelsen, og at tilbuddet derfor ikke var konditionsmæssigt og ønskede opsættende virkning af klagen, blev dette afvist med begrundelsen, at hvis der skulle vise sig hold i klagen, kunne Færgen kompenseres ved en erstatning – men ikke et ord om, hvad konsekvensen kunne være for det bornholmske samfund.

Inden klagen var blevet behandlet i ankenævnet, indgik Transportministeriet kontrakt med Molslinjen. Hvis det senere skulle vise sig, at Molslinjen ikke ville kunne opfylde kravene i kontrakten, ville det alene være et spørgsmål om kontraktoverholdelse, ikke om tilbuddet var konditionsmæssigt.

Færgen tabte

Ankesagen endte som bekendt med, at Færgen tabte – ikke fordi Molslinjen med sikkerhed kan overholde kravene i udbuddet, men fordi der ikke var noget åbenlyst urigtigt i Molslinjens tilbud, og fordi ministeriet ikke havde pligt til at undersøge, om kravene kunne overholdes.

Resultatet er, at det bornholmske samfund med valget af Molslinjen har fået lidt lavere gennemsnitspriser på billetter (mod til gengæld at betale diverse gebyrer), men også har fået ugennemskuelige billetpriser, ringere service og en meget mere ustabil forbindelse til resten af Danmark.

Lis Grete Møller
Fredensborg, sommerhusejer i Sandkås