Solcellefirma erkender brud på overenskomst

Solcelle-firmaet Sunotec OOD, der i foråret stod for at etablere to nye solcelleparker ved henholdsvis Stenseby og Bodilsker, har nu indgået forlig med 3F.

Det glæder 3F Bornholm, der mener, at Sunotec OOD ikke overholdt overenskomsten i arbejdet.

– Så det er meget tilfredsstillende, at virksomheden nu har erkendt, at der var disse punkter hvor man ikke levede op til den indgåede overenskomst, og at der nu er rettet op på dette, siger Bo Nielsen fra 3F i en pressemeddelelse.

Bo Nielsen, der er faglig sekretær i 3F Bornholm, er glad for den måde, konflikten er blevet løst.

– Virksomheden har medvirket imødekommende og konstruktivt i samarbejdet om at løse sagen med et forlig. Det har været vigtigt for os og vores medlemmer på Sunotec OOD, at vi nu har fået løst konflikten til alle parters tilfredsstillelse, siger han.

Sagen har været ført sammen med andre 3F afdelinger fra Holbæk, Midtsjælland og Lolland, hvor virksomheden også har opereret.