Moderna: Coronavaccine giver immunitet i mindst et år

Modernas vaccine mod coronavirus bør give immunitet i mindst et år.

Det oplyser medicinalselskabet mandag på en stor sundhedskonference ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Udmeldingen er baseret på de foreløbige tilgængelige data, som Moderna har indsamlet indtil nu.

På konferencen siger selskabet også, at det har tiltro til, at den teknologi, der ligger bag vaccinen, er velegnet til også at håndtere den nye og mere smitsomme coronavariant, der første gang blev opdaget i Storbritannien.

Modernas vaccine er baseret på en mRNA-platform, der er en nyudviklet teknologi.

/ritzau/