Erdogan rækker hånden ud til EU efter strid om havbund

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, rækker hånden ud til EU, efter at tiltagende uenigheder om blandt andet olie og gas har gjort forholdet stadig mere surt.

– Vi er parat til at bringe vores forhold tilbage på sporet. Vi forventer, at vores europæiske venner deler den velvilje, siger Erdogan tirsdag til EU-ambassadører i Tyrkiet ifølge nyhedsbureauet AFP.

EU’s stats- og regeringschefer besluttede på et møde i december sidste år at føje flere tyrkere til en sanktionsliste.

Baggrunden var, at Tyrkiet “beklageligvis” havde rettet “ensidige provokationer og skærpet retorikken mod EU”.

Der blev i konklusionerne fra topmødet henvist til de boringer, som tyrkerne udfører i det, som ifølge EU-landene er Cyperns eksklusive økonomiske zone.

Erdogan talte lørdag i telefon med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om blandt andet det emne.

Tidligere i denne uge blev Tyrkiet og Grækenland, som er en central spiller i striden om boringer efter naturressourcer, enige om at holde et nyt møde 25. januar.

Mens den tyrkiske præsident tidligere har brugt hårde ord over for EU, så var tonen tirsdag langt mere imødekommende.

Han ser frem til det næste dialogmøde mellem Tyrkiet og Grækenland. Det bliver møde nummer 60 i havstriden, der har stået på i årtier. Det seneste møde var i 2016.

– Vi tror, at dialogmødet vil indvarsle en ny æra, siger Erdogan.

Uenighederne mellem Tyrkiet og EU-landene har været mange. De engagerer medlemslandene i varierende grad. Det gælder blandt andet en strid om uroen i Libyen og andre steder i Mellemøsten.

Forholdet til Frankrig har i særdeleshed været anstrengt. Det skyldes ikke mindst voldsomme uenigheder om Libyen og Syrien.

Desuden har Erdogan kritiseret Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, som i forlængelse af en muslimsk ekstremists drab på en fransk lærer nær Paris sagde, at “islam er i krise”.

Erdogan opfordrede dengang til boykot af franske varer. Nu er tonen mere åben og venlig.

– Vi ønsker at fjerne spændingerne i vores forhold til Frankrig, siger Erdogan.

Frankrig har været et af de lande, der sammen med Grækenland og Cypern har presset mest på for sanktioner mod Tyrkiet.

/ritzau/