Sydkorea forbereder sidste forsøg på samarbejde med Nordkorea

Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, håber, at samarbejde om coronapandemien kan genoplive landets forhold til Nordkorea, efter at samtaler mellem de to nationer mere eller mindre er brudt sammen de seneste år.

Det siger han mandag i sin årlige nytårstale.

I talen understreger præsidenten, at han stadig er dedikeret til at arbejde med Nordkorea.

Moon Jae-in siger også, at hans regering i de kommende uger vil forsøge at kickstarte samtaler mellem USA og Nordkorea, mens Demokraten Joe Biden forbereder sig på at overtage præsidentembedet fra Donald Trump.

– Dialog og fælles velstand er den vigtigste drivkraft bag fredsprocessen på den koreanske halvø.

– Vores villighed til at tale når som helst og hvor som helst forbliver uændret, siger Moon Jae-in.

Den sydkoreanske præsident, hvis tid på magten står til at slutte i 2022, har gjort samtaler med Nordkorea til et af sine vigtigste mål.

Han siger, at han i den forbindelse vil være i tæt kontakt med Joe Bidens kommende administration.

Forsøg på at overtale Nordkorea til at opgive landets atomprogram og forbedre forholdet til USA og Sydkorea er gået i stå, siden samtaler om dette mellem præsident Donald Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, brød sammen i 2019.

– Vi vil styrke alliancen med USA i forbindelse med indsættelsen af Biden-administrationen. Samtidig vil vi gøre et sidste forsøg på at opnå et større gennembrud i de stillestående samtaler mellem Nordkorea og USA og Nord- og Sydkorea, lyder det fra Moon Jae-in.

/ritzau/Reuters