Schwarzenegger sidestiller kongresstorm med berygtet nazinat

Hollywood-skuespilleren Arnold Schwarzenegger, der er tidligere republikansk guvernør for Californien, fordømmer sidste uges angreb på Kongressen i Washington D.C., og sidestiller det med nazitysklands angreb på jøder.

Det sker i en video på YouTube, hvor Schwarzenegger anklager de republikanske partifæller, som ikke har sagt fra over for optøjerne, for at være uden rygrad.

– Jeg voksede op i Østrig og er meget bevidst om Krystalnatten. Det var en nat i 1938, hvor det, der svarede til nazisternes Proud Boys, gik amok på jøder, siger den 73-årige Schwarzenegger i videoen.

Proud Boys er en højreradikal gruppe i USA, som har udtrykt støtte til USA’s republikanske præsident, Donald Trump.

Krystalnatten fandt sted i Tyskland i november 1938, hvor omkring 100 jøder blev dræbt og synagoger, forretninger med jødiske ejere, skoler og hjem blev ødelagt af nazister. På det tidspunkt var Østrig blevet indlemmet i det tyske rige.

Navnet kommer fra de smadrede stykker af glas fra vinduesruder, som dagen efter flød i gaderne.

– Onsdag var dagen med knust glas lige her i USA, siger Schwarzenegger om sidste uges optøjer, hvor hundredvis af tilhængere af præsident Donald Trump løb politiet over ende og trængte ind i Kongressen.

– Pøblen smadrede ikke bare vinduerne. De smadrede de forestillinger, som vi tog for givet, tilføjer han.

Mindst fem personer døde under urolighederne, der fandt sted, få timer efter at Donald Trump i en tale til demonstranterne havde opfordret dem til at marchere mod Capitol Hill og Kongressen.

Under talen gentog Trump sin udokumenterede påstand om, at han blev frarøvet sejren ved præsidentvalget i november.

Stormen på Kongressen skete, mens medlemmerne af begge kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, var i gang med formelt at godkende demokraten Joe Biden som USA’s næste præsident.

Arnold Schwarzenegger betegner Trump som en “leder, der har fejlet”, og siger, at præsidenten vil blive husket som den værste præsident i historien.

/ritzau/