Medie: EU vil købe flere Moderna-doser – men pris er steget

Allerede inden de første doser af amerikanske Modernas coronavaccine er blevet leveret, forhandler EU om at købe flere.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af anonyme kilder.

Det vanskeliggør dog forhandlingerne, at der forlanges dobbelt så meget for doserne som for dem, der allerede er bestilt.

Hverken Moderna eller EU-Kommissionen, som koordinerer forhandlingerne for EU, er vendt tilbage på Reuters henvendelse.

EU har allerede en aftale om at købe 160 millioner doser af vaccinen, der blev godkendt til brug i onsdags.

Vaccinen blev dermed den anden godkendt i EU. En vaccine fra selskaberne Pfizer og BioNTech blev godkendt kort inden jul.

Det betød, at den første dansker 27. december fik den første af to doser med coronavaccine. Siden er knap 1 ud af 50 danskere fulgt efter.

De første Moderna-doser ventes at ankomme til Danmark tirsdag. Leveringen er på 5000 doser, som alle ventes brugt i Region Syddanmark.

/ritzau/