Twitter lukker Trumps profil permanent efter kongresstorm

Twitter lukker permanent for USA-præsident Donald Trumps profil på det sociale medie efter uroligheder ved Kongressen i Washington D.C. onsdag.

Det oplyser Twitter.

Også brugeren @TeamTrump, der drives af Trumps kampagnestab, er blevet blokeret.

I en udtalelse natten til lørdag dansk tid skriver det sociale medie, at suspenderingen sker af frygt for, at Donald Trumps opslag vil føre til mere vold.

– Efter en tæt gennemgang af nye tweets (opslag på Twitter, red.) fra @realDonaldTrump-profilen og deres kontekst, har vi suspenderet brugeren permanent på grund af risikoen for yderligere opildnen til vold, lyder det fra Twitter.

Twitter begyndte onsdag med at lukke Donald Trumps profil i 12 timer. Her var det også frygten for opildnen til vold, der var begrundelsen.

Det samme gjorde Facebook og Instagram. Her er blokeringen torsdag blevet forlænget til at gælde på ubestemt tid – og foreløbigt to uger.

Frygten udspringer af onsdagens voldsomme uroligheder, hvor hundredvis af demonstranter, som menes at være inkarnerede Trump-tilhængere, trængte ind i kongresbygningen, og hvor fem personer døde.

Efter udelukkelsen fra Twitter har Donald Trump forsøgt at tage til genmæle, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I en række opslag under brugeren @Potus, der tilhører den til enhver tid siddende præsident, anklager Donald Trump Demokraterne og venstrefløjen i USA for at stå bag udelukkelsen.

– De har forsøgt at lukke munden på mig, lyder det fra præsidenten ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hertil skrev Trump, at han vil overveje at opbygge sin egen platform.

Kort efter er opslagene blevet slettet igen af Twitter.

Trumps søn Donald Trump Junior kalder på Twitter beslutningen “fuldstændig vanvittig”.

– Vi lever i Orwells 1984 (med reference til George Orwells roman, red.). Ytringsfrihed eksisterer ikke længere i Amerika. Den døde med tech-giganterne, og det, der er tilbage, er kun for de få udvalgte.

– Det her er fuldstændig vanvittigt!, skriver sønnen.

Det er dog ikke kun Donald Trump, der er blevet udelukket fra Twitter de seneste dage.

Det samme er sket for Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn og advokat Sidney Powell, der begge er kendte Trump-støtter.

De to kobles af Twitter sammen med den kontroversielle konspirationsbevægelse QAnon, som var repræsenteret ved onsdagens uroligheder, skriver Bloomberg News.

Andre Trump-støtter er også blevet fjernet, fremgår det.

Mange mener, at uromagerne blev ansporet af præsidenten.

Donald Trump havde kort forinden i en tale gentaget påstande om, at præsidentvalget er blevet stjålet fra ham.

Under urolighederne lagde Donald Trump en video på sociale medier, hvor han siger, at han “elsker” og “forstår” de personer, der står bag optøjerne.

/ritzau/