Nordkoreas Kim: Uanset ny præsident er USA den største fjende

At USA snart får en ny præsident i form af Joe Biden kommer ikke til at ændre landets forhold til styret i Nordkorea. USA vil fortsat være Nordkoreas største fjende.

Det siger Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i en tale på en partikongres i Pyongyang.

– Uanset hvem der har magten i USA, så vil USA’s fundamentale politik over for Nordkorea aldrig ændre sig, siger han ifølge det statslige nyhedsbureau KCNA.

Hvis forholdet mellem de to lande skal blive bedre, må Det Hvide Hus opgive sin “fjendtlige indstilling”, lyder det fra Kim Jong-un.

Donald Trump og Kim Jong-un har holdt møder nogle få gange, hvor den amerikanske præsident forgæves har forsøgt at få Nordkorea til at opgive sit atomvåbenprogram.

Men samtalerne har været sat i stå siden et topmøde mellem de to i Vietnam i februar 2019, som ikke førte til resultater.

Joe Biden, der bliver indsat den 20. januar, sagde i oktober, at han kun vil mødes med Kim Jong-un på betingelse af, at Nordkorea begynder at afvikle sit atomvåbenprogram.

Der er der ikke udsigt til.

Kim Jong-un har på partikongres meddelt, at Nordkorea vil udvide landets beholdning af atomvåben samt øge udvikling af avancerede våbensystemer.

USA’s regering har ikke kommenteret udtalelserne.

/ritzau/Reuters