Måling: Flertal af amerikanerne vil have Trump fjernet nu

Et flertal af amerikanerne ønsker, at den republikanske præsident, Donald Trump, omgående bliver fjernet fra embedet, efter at en protest denne uge i Washington D.C. udviklede sig voldeligt, da hundredvis af demonstranter stormede Kongressen.

Det viser en meningsmåling fra Reuters/Ipsos.

57 procent mener, at Trump bør fjernes fra Det Hvide Hus, inden han den 20. januar bliver afløst af demokraten Joe Biden. Hovedparten, som støtter det synspunkt, er demokrater.

Målingen, der er lavet torsdag og fredag, viser også, at 70 procent af de vælgere, som ved valget i november stemte på Trump, tager afstand fra angrebet på kongresbygningen, som menes at være udført af inkarnerede Trump-tilhængere.

Og næsten lige så mange misbilliger Trumps ageren op til onsdagens uroligheder. I en tale til tusindvis af tilhængere tidligere på dagen havde Trump opfordret dem til at marchere mod Capitol Hill.

/ritzau/