Kina er klar til at modtage hold af viruseksperter fra WHO

Kina er snart parat til at modtage et hold af viruseksperter fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO), der skal undersøge coronavirussets oprindelse.

Det oplyser Kinas Nationale Sundhedskommission lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Det præcise tidspunkt er ved at blive fastlagt, og vi er klar her, siger Zeng Yixin fra sundhedskommissionen.

– Disse eksperter skal bare færdiggøre proceduren og bekræfte deres tidsplan, så vil vi sammen tage til Wuhan og gennemføre undersøgelsen, tilføjer han.

Udmeldingen kommer, efter at WHO tidligere denne uge udtrykte skuffelse over, at de ti eksperter, der inkluderer en dansker, endnu ikke har fået grønt lys til at rejse ind i Kina.

Nogle af deltagerne havde allerede påbegyndt deres rejse, da WHO modtog en besked om, at Kina ikke havde sørget for de nødvendige indrejsetilladelser.

– Jeg er meget skuffet over denne nyhed, eftersom to af deltagerne allerede var påbegyndt deres rejse, og andre måtte afbryde rejsen i sidste øjeblik, sagde WHO’s generalsekretær, Tedros Ghebreyesus, tirsdag aften.

Den danske deltager på holdet er Thea Kølsen Fischer. Hun er forskningschef på Nordsjællands hospital og tilknyttet Københavns Universitet som ekspert i virusepidemier.

Holdet skal efter planen være i Kina i fem til seks uger. De skal undervejs samarbejde med både WHO’s egne eksperter og kinesiske kolleger for at finde frem til virussets oprindelse.

Det er anden gang under pandemien, at WHO sender et hold af eksperter til Kina. Et hold undersøgte sidste år myndighedernes reaktion på virusset snarere end dets oprindelse.

I juli sendte WHO desuden et hold til Kina for at indlede forarbejdet til undersøgelsen.

Virusset blev opdaget i storbyen Wuhan i Kina for cirka et år siden. Det menes at have spredt sig fra et madmarked i byen, hvor der blev solgt levende dyr.

Eksperter er stadig ikke sikre på, præcis hvor virusset kom fra, og hvordan det første gang blev overført fra dyr til mennesker.

/ritzau/