Domstol beordrer Japan til at kompensere tidligere sexslaver

I en historisk retssag har en sydkoreansk domstol fredag pålagt Japans regering at betale erstatning til 12 tidligere sexslaver fra Anden Verdenskrig.

Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap ifølge nyhedsbureauet AFP.

Ifølge distriktsdomstolen i Seoul skal den japanske regering betale ofrene eller deres familier 100 million won hver. Det svarer til knap 550.000 kroner.

Afgørelsen ventes ikke at falde i god jord i Tokyo.

Sydkorea anslår, at omkring 200.000 kvinder blev tvunget til at arbejde på bordeller for den japanske hær under Anden Verdenskrig.

Kvinderne, de såkaldte “comfort women” – på dansk trøstekvinder, var hovedsagelig fra Korea, men også fra Kina, Indonesien, Filippinerne og Taiwan.

Sexslaverne blev tvunget til at arbejde på bordeller mellem 1932 og 1945.

En af de sydkoreanske kvinder, som har søgt erstatning fra Japan, har tidligere fortalt, at hun fra 1941 blev voldtaget af mellem 30 og 40 japanske soldater om dagen.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forholdet mellem Sydkorea og Japan har ofte været meget anspændt på grund af Japans krigsforbrydelser, som ifølge sydkoreanerne ikke er blevet undskyldt tilstrækkeligt.

/ritzau/