Rusland og Iran kritiserer USAs demokrati efter optøjer

Både Rusland og Iran langer ud efter USA, efter at der onsdag brød voldsomme uroligheder ud ved Kongressen.

Rusland kritiserer det amerikanske valgsystem for ikke leve op til demokratiske standarder.

Det siger Maria Zakharova, der er talsmand for det russiske udenrigsministerium, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Hun betegner Trump-støtters indtrængen i Kongressen som et internt anliggende for USA, men giver det amerikanske valgsystem skylden.

– Valgsystemet i USA er forældet, det lever ikke op til moderne demokratiske standarder, det skaber mulighed for talrige overtrædelser, og de amerikanske medier er blevet et instrument for politiske uroligheder, siger hun.

– Det (valgsystemet, red.) er den primære grund til den splittelse i samfundet, som nu kan ses i USA.

Også Irans præsident, Hassan Rouhani, kritiserer USA, efter onsdagens uroligheder i Washington D.C.

– Det vi så i USA i går aftes og i dag, viser hvor skrøbelige og sårbare vestlige demokratier er, siger han i en tv-transmitteret tale.

/ritzau/