Kongressens godkendelsesproces af Biden fortsætter efter uro

Processen med at tælle valgmandsstemmer og få godkendt Joe Bidens valgsejr bliver genoptaget i Kongressen.

Det sker, efter at både Senatet og Repræsentanternes Hus har stemt imod indsigelser mod valgresultatet i delstaten Pennsylvania.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tidligt torsdag morgen dansk tid havde 80 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus gjort indsigelser mod resultatet i Pennsylvania.

Det betød, at Senatet og Repræsentanterne skulle gå hver til sit for at debattere forslaget om at omstøde resultatet til Donald Trumps fordel.

Senatet afviste hurtigt indsigelsen. Det krævede en længere debat i Repræsentanters Hus, før et flertal også her stemte imod.

Et forsøg fra republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus på at gøre indsigelse mod valgresultaterne i Georgia og Michigan fejlede nogle timer forinden. Ingen af partiets senatorer ville skrive under på indsigelsen. Joe Biden fik flest stemmer i begge delstater.

Hvis en indsigelse har nok underskrifter, som tilfældet er i Pennsylvania, afsættes to timer til at debattere forslaget. Derefter kan forslaget enten blive vedtaget eller nedstemt i de to kamre.

Det er normalt en formalitet at tælle valgmandsstemmer. Men fordi flere republikanske kongresmedlemmer på forhånd sagde, at de ville modsætte sig resultatet, har det haft særlig bevågenhed denne gang.

Præsident Donald Trump har også gentagne gange hævdet, at valget var blevet “stjålet”.

Onsdag eftermiddag kulminerede modsigelserne af valgresultatet, da Trump-tilhængere trængte ind i kongresbygningen.

På dette tidspunkt havde Kongressen havde blot optalt 12 valgmandsstemmer. Herefter måtte medlemmer evakueres, og godkendelsesprocessen blev standset.

Klokken to natten til torsdag dansk tid blev processen genoptaget.

/ritzau/