Kongresmedlem forbereder ny rigsretssag mod Trump efter uro

Det demokratiske kongresmedlem Ilhan Omar er gået i gang med at forberede en ny rigsretssag mod præsident Donald Trump.

Det skriver hun onsdag på Twitter, efter at hundredvis af Trumps tilhængere tidligere på dagen stormede og belejrede kongresbygningen i Washington D.C.

– Donald J. Trump bør blive stillet for en rigsret af Repræsentanternes Hus og fjernet fra embedet af Senatet. Vi kan ikke give ham lov til at blive på posten. Det er et spørgsmål om at bevare vores republik, skriver Omar, der repræsenterer delstaten Minnesota.

Hun ønsker at stille præsidenten for en rigsret, på trods af at der kun er to uger til, at demokraten Joe Biden overtager præsidentembedet 20. januar.

Ilhan Omar er ikke den eneste politiker, der ønsker at slippe af med Donald Trump, efter at præsidenten gentagne gange har opfordret sine støtter til at kæmpe imod godkendelsen af Joe Biden som USA’s næste præsident.

Guvernørerne i delstaterne Vermont og Illinois opfordrer således også til, at Trump bliver fjernet fra embedet.

– Grundstenen i vores demokrati og principperne i vores republik er under angreb fra præsidenten. Nok er nok. Præsident Trump bør trække sig eller blive fjernet fra embedet af hans regering eller af Kongressen, skriver Vermonts republikanske guvernør, Phil Scott, på Twitter.

/ritzau/