USA rammer grum rekord med næsten 4000 dødsfald på et døgn

USA har det seneste døgn haft det højeste antal covid-19-dødsfald under pandemien.

I de 24 timer frem til 02.30 natten til onsdag dansk tid er der registreret 3936 dødsfald. Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed overgås den tidligere rekord på 3920 dødsfald, der blev sat for knap en uge siden.

Desuden er der i løbet af tidsrummet føjet yderligere 250.173 smittede til USA’s coronastatistik, som er den værste i verden målt i faktiske tal.

Med de nye tal passerer USA 21 millioner tilfælde af coronasmitte, mens dødstallet er oppe på 357.067.

Antallet af personer indlagt på hospitaler er også på det højeste, siden udbruddet begyndte. Patienter med covid-19 lægger beslag på flere end 131.000 sengepladser.

Især de sydlige og vestlige dele af USA er hårdt ramt, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I Los Angeles i Californien er sundhedsvæsnet så presset, at ambulanceførere har fået besked på at stoppe med at transportere patienter, som skønnes at have meget lille sandsynlighed for at overleve, til et hospital.

Californien, der med næsten 40 millioner indbyggere er den mest folkerige stat i USA, er særlig hårdt ramt. Visse sundhedseksperter tilskriver det sammenkomster i forbindelse med fejringen af Thanksgiving.

Mandag blev der i Californien registreret rekordmange nye smittetilfælde med næsten 73.000.

De seneste måneder har USA oplevet en stor stigning i antallet af smittede og døde. Siden slutningen af november har det daglige antal dødsfald jævnligt oversteget 2000 og ofte 3000.

De sædvanlige sammenkomster med venner og familie hen over jul og nytår ventes at forværre situationen.

Politikere og sundhedseksperter knytter nu deres håb til, at vacciner kan sætte en stopper for pandemien, skriver AFP.

Men der er lang vej endnu. Indtil videre har mindre end to procent af befolkningen fået den første af de to doser, som kræves for at være beskyttet mod smitte.

/ritzau/