Trump til demonstranter: Vær fredelige

USA’s afgående præsident, Donald Trump, opfordrer demonstranter, der er trængt ind i Kongressen i Washington, til at opføre sig fredeligt.

Det finder sted onsdag aften dansk tid.

– Støt venligst vores hovedstadspoliti. De er i sandhed på vores lands side. Forbliv fredelige, skriver han.

Kort forinden har han skrevet en tirade på Twitter rettet mod sin vicepræsident, Mike Pence.

– Mike Pence havde ikke modet til at gøre, hvad der skulle have været gjort for at beskytte vores land og vores forfatning.

– USA forlanger sandheden, skriver han.

Onsdag aften dansk tid er demonstranter trængt ind i USA’s kongres, hvor man var i færd med formelt at godkende resultatet af præsidentvalget i slutningen af 2020.

Trump henviser til sin egen vicepræsident, der afviser at stå i vejen for den officielle udnævnelse af Demokraternes Joe Biden som præsident.

Donald Trump anerkender ikke valget af Joe Biden.

Mike Pence er blevet eskorteret væk fra Senatets kammer, oplyser journalister ifølge Reuters.

Tv-kanalen CNN rapporterer, at politiet bruger tåregas mod demonstranterne for at få styr på situationen.

/ritzau/