Hundredvis af Trump-tilhængere stormer Kongressen i USA

Demonstranter er trængt ind i Kongressen i USA. En nedlukning er beordret i både Senatet og Repræsentanternes Hus, oplyser politiet ifølge Reuters.

Tv-kanalen CNN rapporterer, at politiet bruger tåregas mod demonstranterne for at få styr på situationen. Samtidig viser billeder fra CNN, at Trump-tilhængere er i selve kongresbygningen. Her går de umiddelbart roligt rundt.

Medlemmer af Repræsentanternes Hus har af politiet fået at vide, at de bør finde gasmasker frem fra under deres sæder og være klar til at tage dem på.

Det skriver Reuters.

Uroen er udbrudt, samtidig med at Kongressen formelt skal godkende resultatet af præsidentvalget.

Tusindvis af Trump-tilhængere protesterer mod valgresultatet ved Kongressen.

Vicepræsident Mike Pence er blevet eskorteret væk fra Senatet og til et sikkert sted, rapporterer journalister på stedet ifølge Reuters.

Han sagde tidligere onsdag i Kongressen, at han – imod Trumps ønske – ville bekræfte Demokraternes Joe Bidens valgsejr.

Trump mener, at Pence bør afstå fra formelt at udpege Biden som ny præsident efter optællingen. Den opfordring kom han med, da han holdt tale ved protester i Washington onsdag.

Mike Pence har den formelle pligt til at udråbe USA’s kommende præsident og vicepræsident efter optællingen i Kongressen.

Washington D.C.’s borgmester har beordret et udgangsforbud i byen fra onsdag midnat dansk tid til klokken 12.00 torsdag dansk tid.

/ritzau/