Foreløbig optælling i Georgia viser sejr til demokrater

Med halvdelen af stemmerne optalt efter tirsdagens to senatsvalg i den amerikanske delstat Georgia fører de to demokratiske kandidater over deres to republikanske modstandere.

Det viser en foreløbig optælling ifølge The Wall Street Journal.

Klokken 02.45 onsdag dansk tid står demokraten Jon Ossoff til at få 53,2 procents opbakning mod 46,8 procent til hans republikanske modstander, senator David Perdue.

I det andet valg fører demokraten Raphael Warnock med 53,6 procent af stemmerne over den republikanske forretningskvinde og dollarmillionær Kelly Loeffler, der står til at få 46,4 procent.

Tirsdagens to senatsvalg i Georgia er afgørende for sammensætningen af Kongressen i USA.

I Georgia er der to senatspladser på spil, efter at ingen kandidater opnåede de nødvendige 50 procent af stemmerne ved valget 3. november.

Lykkes det Demokraternes to kandidater at holde føringen og vinde de to pladser, så er fordelingen 50 til hvert parti, hvormed det er den siddende vicepræsident, der som præsident for Senatet afgør stemmeligheden.

Fra 20. januar hedder vicepræsidenten i USA Kamala Harris og er demokrat.

I forvejen genvandt Demokraterne flertallet i Kongressens andet kammer, Repræsentanternes Hus, ved valget i november. Med flertal i begge kamre bliver det langt nemmere for præsident Joe Biden at kunne føre sin politik ud i livet.

/ritzau/