Eksperter nægtet adgang i Kina til stor skuffelse for WHO

Et hold af internationale eksperter i virologi og epidemier har endnu ikke fået de nødvendige tilladelser til at komme ind i Kina.

Det fortæller Tedros Adhanom Ghebreyesus, der er generalsekretær i Verdenssundhedsorganisationen, WHO, på et pressemøde tirsdag aften.

Holdet, der inkluderer en dansker, er udvalgt af WHO til at rejse til den kinesiske millionby Wuhan for at undersøge coronavirussets oprindelse.

Ghebreyesus siger, at nogle af deltagerne allerede var påbegyndt deres rejse, da WHO modtog beskeden om, at Kina ikke havde sørget for de tilladelser, der skal til, for at eksperterne kan rejse ind i landet.

– Jeg er meget skuffet over denne nyhed, eftersom at to af deltagerne allerede var påbegyndt deres rejse, og andre måtte afbryde rejsen i sidste øjeblik, siger Tedros Ghebreyesus tirsdag aften.

WHO’s krisechef, Michael Ryan, siger, at problemet bunder i en manglende visumgodkendelse. Han tilføjer, at det forhåbentligt er et “logistisk spørgsmål, der kan løses meget hurtigt”.

Den danske deltager på holdet er Thea Kølsen Fischer. Hun er forskningschef på Nordsjællands hospital og tilknyttet Københavns Universitet som ekspert i virusepidemier.

Holdet skal efter planen være i Kina i fem-seks uger og skal undervejs samarbejde med både WHO’s egne eksperter og kinesiske kolleger for at finde frem til virussets oprindelse.

/ritzau/AFP