Betjente i USA fyret efter sag om skuddrab på sort kvinde

Politiet i Louisville i den amerikanske delstat Kentucky har fyret to betjente, som sidste år var involveret i drabet på en sort kvinde.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den 26-årige Breonna Taylor døde 13. marts, da politiet ransagede hendes lejlighed for narkotika.

Ingen af de tre betjente, som affyrede skud i Breonna Taylors hjem under ransagningen, er blevet sigtet for drab i sagen.

Et nævningeting i Kentucky besluttede i september, at kun en enkelt betjent skulle sigtes for “hensynsløst at udsætte andre for fare”, hvilket medførte demonstrationer og optøjer i Kentucky.

Men nu er Myles Cosgrove, som er en af de betjente, der affyrede skud under ransagningen, blevet fyret.

Og ligeledes er Joshua Jaynes, som havde bedt om kendelsen til at ransage Breonna Taylors lejlighed.

De to betjente er blevet fritaget fra tjeneste tirsdag. Et brev, der informerer dem om fyringen, er onsdag blevet citeret af blandt andet AP.

/ritzau/