USA peger på Rusland som aktøren bag stort hackerangreb

Rusland stod “sandsynligvis” bag hackerangrebet mod systemer i den amerikanske regerings ministerier i december.

Det oplyser den amerikanske regering i en erklæring tirsdag aften dansk tid.

Ifølge erklæringen tyder det på, at målet med angrebet var at indsamle efterretninger.

En lang række amerikanske ministerier og private organisationer blev ramt af hackerangrebet.

USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, har tidligere sagt, at det står “temmelig klart”, at Rusland stod bag.

Blandt de ministerier, der blev hacket, var energiministeriet, der har ansvar for USA’s atomvåben.

Selskabet FireEye i Californien, der fremstiller sikkerhedssoftware, var den første til at advare den amerikanske regering om formodede russiske hackeres angreb.

Ifølge FireEye var opdateringer, som blev udsendt fra et andet amerikansk sikkerhedsselskab, SolarWinds, inficeret med ondsindet software fra hackerne.

SolarWinds’ beskyttelsesprogram har været benyttet af en lang række ministerier i USA og flere hundrede af landets førende virksomheder. SolarWinds’ software bruges også mange andre steder i verden.

/ritzau/Reuters