Millioner af vaccinedoser står ubrugt i USA

På trods af at der allerede er blevet leveret 15 millioner coronavacciner i USA, så er mere end to tredjedele endnu ikke blevet brugt.

Det oplyser amerikanske sundhedsembedsmænd mandag.

Udviklingen har ført til, at guvernører i Florida og New York truer med at straffe hospitaler, der ikke er hurtige nok til at få vaccineret folk.

I delstaten New York skal hospitaler fremover få brugt vacciner, højst en uge efter at de har modtaget dem. Ellers risikerer de at få en bøde eller en reduktion i fremtidige vaccineleveringer, siger New Yorks guvernør, Andrew Cuomo.

– Jeg vil ikke have vaccinen i en fryser eller et køleskab, jeg vil have den i nogens arm, siger han.

Ifølge USA’s Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) er mindre end en femtedel af de 896.000 vacciner leveret til delstaten blevet givet indtil nu.

I alt vurderer CDC, at der på landsplan kun er blevet givet cirka 4,5 millioner af de mere end 15 millioner vacciner, som den føderale regering har leveret.

Det er, selv om regeringen havde et mål om at få vaccineret 20 millioner amerikanere inden 2021.

En del af forklaringen er, at sundhedsmyndighederne i USA kæmper med udbredt vaccineskepsis – selv blandt flere sundhedsarbejdere.

Flere embedsmænd peger dog også på, at den største vaccinekampagne i landets historie bliver bremset af organisatoriske udfordringer.

Det gælder blandt andet USA’s ledende infektionsekspert, Anthony Fauci.

– Logistikken med at få den (vaccinen, red.) ud til folk er det egentlige problem. Vi er ikke, hvor vi gerne vil være. Det er helt sikkert. Jeg tror ikke, at vi kan bebrejde vaccineskepsis for alle problemerne, siger han til MSNBC.

USA har den seneste uge i gennemsnit registreret 2600 coronarelaterede dødsfald om dagen.

Derudover har flere stater registreret deres første tilfælde af den nye og mere smitsomme britiske coronavariant, samtidig med at flere amerikanske hospitaler er ved at nå bristepunktet.

Derfor er problemet med, at millioner af vacciner ikke bliver brugt, så desto meget større.

/ritzau/Reuters