Biden før afgørende valg: Georgia sætter kurs for ny generation

USA’s kommende præsident, Joe Biden, siger til demokratiske vælgere i delstaten Georgia, at de har magten til at sætte kursen for den næste generation.

Det siger Biden mandag aften lokal tid ifølge nyhedsbureauet AP, dagen inden at der er valg i den amerikanske delstat.

Her er der to senatspladser på spil, efter at ingen kandidater opnåede de nødvendige 50 procent af stemmerne ved novembervalget.

Under Republikanernes vælgermøde et andet sted i Georgia mandag aften lokal tid opfordrer vicepræsident Mike Pence vælgerne til at bruge deres stemme “som sidste chance for at forsvare os”.

Ud af de 100 pladser i Senatet har Republikanerne vundet 50 og Demokraterne 48, og dermed bliver Georgias to pladser afgørende.

Vinder Republikanerne bare den ene af de to pladser, er partiet sikker på at have flertallet i Senatet, og det vil blive vanskeligere for Biden at gennemføre sine politiske projekter.

Vinder Demokraterne derimod begge pladser i Georgia, så er fordelingen 50 til hver, hvormed det er vicepræsidenten, som snart er den demokratiske Kamala Harris, der som præsident for Senatet afgør stemmeligheden.

Derfor er der selvsagt meget på spil.

– Folkens, det er nu. Det er nu. Det er et nyt år, og i morgen (tirsdag, red.) kan være en ny dag for Atlanta, for Georgia og for hele USA, siger Biden på sit drive-in-vælgermøde i Georgias delstatshovedstad, Atlanta.

– I modsætning til et hvilket som helst andet tidspunkt i min politiske karriere kan én stat – én stat – sætte kursen for ikke bare de næste fire år, men for den næste generation, siger han videre.

Biden siger også i talen, at han har brug for flertallet i Senatet for blandt andet at kunne komme igennem med en lovgivning, der skal bekæmpe coronavirusset.

Kampen er mellem den republikanske senator David Perdue og den demokratiske udfordrer Jon Ossoff og mellem den republikanske senator Kelly Loeffler og demokraten Raphael Warnock.

Valget mellem Loeffler og Warnock er et såkaldt suppleringsvalg, der er udløst, fordi republikaneren Johnny Isakson, der vandt i 2016, har trukket sig af helbredsmæssige årsager.

Præsident Donald Trump forventes at gå på talerstolen ved Republikanernes vælgermøde senere mandag aften lokal tid.

/ritzau/