Pelosi genvalgt som formand for Repræsentanternes Hus

Nancy Pelosi er søndag aften dansk tid med snævert flertal blevet genvalgt som formand for Repræsentanternes Hus i Washington.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Afstemningen er søndag ved 22.40-tiden endnu ikke slut, men Pelosi har fået de 216 stemmer, der skal til for at blive valgt, skriver netmediet The Hill.

Søndag trådte den nyvalgte Kongres for første gang sammen i den sammensætning, vælgerne bestemte ved valget 3. november.

80-årige Pelosi har været en af Det Demokratiske Partis ledere i snart 20 år.

Det var på forhånd ventet, at hun ville blive genvalgt.

Demokraterne sidder på et flertal på 222 pladser i Repræsentanternes Hus, hvor Republikanerne har 11 pladser færre.

Det var imidlertid ikke alle Pelosis partifæller, der stemte for hende. Tre stemte blankt, mens enkelte andre stemte på enten Tammy Duckworth eller Hakeem Jeffries, der begge er demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus.

/ritzau/