Gerry kendt for Liverpools YNWL-fodboldhymne er død

Den engelske musiker Gerry Marsden, som var hovedmand bag bandet Gerry and the Pacemakers, er død, 78 år.

Det skriver hans nære ven, radioværten Pete Price på Twitter.

– Efter at have talt med familien er det med et meget tungt hjerte, at jeg bliver nødt til at fortælle jer, at den legendariske Gerry Marsden efter kort tids sygdom, som var en betændelse i hjertet, er død, skriver Pete Price.

Marsden er måske mest kendt i en bredere kreds for sammen med sit band at have indspillet hittet “You’ll Never Walk Alone”, der blev fodboldklubben Liverpools slagsang. Forkortelsen YNWL er for mange synonym med Liverpool.

Liverpool FC hylder også Marsden på Twitter.

– Gerrys ord vil leve videre med os til evig tid. You’ll Never Walk Alone, skriver fodboldklubben.

Marsden er selv født i Liverpool og har optrådt på spillesteder og barer i byen flere hundrede gange.

Den tidligere administrerende direktør i Liverpool FC, Peter Moore, skriver på sin Twitter-profil, at fodboldklubben har mistet et af sine mest værdsætte medlemmer.

Han har delt en video af Marsden, der på Liverpools hjemmebane, Anfield, i 2018 synger “You’ll Never Walk Alone” på et fyldt stadion.

Det var ikke bare den velkendte Liverpool-slagsang, der gjorde Marsden kendt. Som frontmand i Gerry and the Pacemakers leverede han flere hits i 60’erne som “Ferry Cross the Mersey” og “How Do You Do It?”.

Gerry and the Pacemakers er blandt andet det første band i Storbritannien, der fik sine tre første singler på toppen af den britiske hitliste.

I begyndelsen af gruppens levetid i 60’erne spillede den nærmest side om side med The Beatles i både Liverpool og Hamburg.

Marsden, der havde hjerteproblemer, fik foretaget en tredobbelt bypassoperation i hjertet i 2003, mens han igen blev opereret i hjertet i 2016, hvor han fik en pacemaker indsat.

Da han blev spurgt, hvorvidt han ikke studsede over det lettere ironiske i, at han endte med at få en pacemaker, som også er i navnet på Marsdens band, har han i en munter tone forklaret, at han ikke syntes, det var spor sjovt.

Mens Gerry and the Pacemakers gjorde “You’ll Never Walk Alone” til et hit, stammer sangen fra 1945, hvor den blev skrevet til musicalen “Carousel” af komponistduoen Rodgers and Hammerstein.

/ritzau/