2500 har på andet døgn deltaget i ulovligt rave i Frankrig

Flere end 2500 personer har deltaget i en ulovlig technofest, der startede torsdag og lørdag stadig er i gang i en lagerbygning i byen Lieuron nær Rennes i Frankrig.

Det sker, mens hele landet er ramt af stramme restriktioner, forsamlings- og udgangsforbud, der skal bremse spredningen af coronavirus.

Det skriver BBC.

Festen har flere gange resulteret i sammenstød mellem deltagere og politi, der har forsøgt at stoppe festen. Mindst tre politibetjente er i den forbindelse blevet såret, og flere biler er sat i brand.

Ifølge de lokale myndigheder har politiet “forsøgt at stoppe arrangementet, men er blevet mødt med stor fjendtlighed fra mange festdeltagere”, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge fransk politi er mange af deltagerne kommet fra Spanien og Storbritannien.

Fredag aften kunne musikken stadig høres fra lagerbygningen. Her forsøgte politiet at forhindre eventuelt nye deltagere at komme ind i bygningen.

– Vi har iværksat politikontrol på stedet. Og alle, der forlader stedet, får en mundtlig advarsel, skriver det lokale politi på sociale medier ifølge AFP.

Frankrig har indført stramme restriktioner og forsamlingsforbud i et forsøg på at bremse smittespredningen af coronavirus.

Et nationalt udgangsforbud betyder, at alle franskmænd skal holde sig hjemme fra klokken 20 til klokken 6.

En række af deltagerne ved technofesten har sovet i deres biler for dernæst at vende tilbage til festen, skriver Le Monde.

Nogle deltagere siger ifølge BBC, at de håber at holde gang i festen indtil tirsdag.

Ifølge den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, blev omkring 132.000 politibetjente sendt på gaden nytårsaften for at sikre, at restriktioner og forsamlingsforbud blev overholdt.

Politiet har i den forbindelse fået besked på at stoppe alle undergrundsfester omgående og udstede bøder til alle deltagere.

I Frankrig er flere end 2,6 millioner mennesker registreret smittet med coronavirus og knap 65.000 er registreret døde med virusset.

Der bor 67 millioner mennesker i Frankrig.

/ritzau/