USA runder 20 millioner coronatilfælde

USA har på årets første dag passeret 20 millioner bekræftede tilfælde af coronavirus.

I alt er 20.007.149 mennesker blevet testet positive for corona i løbet af knap et år, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Antallet af nye bekræftede smittetilfælde er steget i ugerne efter den amerikanske højtid thanksgiving, hvor mange havde været sammen med familie og venner.

Torsdag kunne det amerikanske Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC) melde om rekordmange coronadødsfald i det seneste døgn – over 3900.

Samtidig blev der registreret 189.671 nye smittetilfælde.

Over 125.000 coronapatienter er på nuværende tidspunkt indlagt på et hospital i USA. Det er ligeledes en rekord. Det viser tal fra Covid Tracking Project.

USA’s ledende infektionsekspert, Anthony Fauci, advarede søndag om, at USA endnu ikke har set det værste af pandemien.

Han forventer, at dødstallet i landet fortsætter med at stige, i takt med at vinteren fortsætter, og folk forsamles mellem jul og nytår.

USA har indledt en stor kampagne for at få vaccineret nogle af de mest udsatte og sårbare grupper.

Indtil videre har næsten 2,8 millioner mennesker modtaget den første af to vacciner. De skal have anden dosis tre uger efter den første.

Det er dog langt færre end de 20 millioner, som præsident Donald Trump havde lovet, at USA ville være oppe på ved årsskiftet.

Det amerikanske sundhedsministerium bekræftede den 29. februar 2020, at landet havde registreret sit første bekræftede coronadødsfald.

Siden da har USA til dato registreret 346.408 dødsfald blandt de smittede. Det svarer til lidt over én for hver tusind indbyggere i landet.

/ritzau/AFP