Storbritannien takker brexit for at kunne kvitte tamponskat

Storbritannien har fredag med øjeblikkelig virkning fjernet momsen på tamponer og hygiejnebind.

Det oplyser finansministeriet, som fremhæver, at brexit gjorde det muligt at fjerne skatten på hygiejneartiklerne.

Landet trådte ved midnat ud af EU’s indre marked og toldunion efter en overgangsperiode på knap et år.

Det indebærer, at landet ikke længere behøver at anvende den EU-lov, som er årsag til skatten.

Loven siger, at der skal lægges mindst fem procent skat på hygiejneprodukter, der er klassificeret som ikke-essentielle luksusprodukter.

– Jeg er stolt over, at vi i dag kan leve op til vores løfte om at skrotte tamponskatten. Hygiejneprodukter er essentielle, så det er rigtigt, at vi ikke kræver moms, siger finansminister Rishi Sunak.

Parlamentarikere i Storbritannien har længe kritiseret skatten og krævet den fjernet. Skatten er af brexittilhængere blevet brugt som eksempel på, hvorfor Storbritannien ikke burde være underlagt EU-regler og derfor træde ud.

EU sagde i 2016, at man ville give medlemslande mulighed for at fjerne skatten. Det skete blandt efter pres fra daværende premierminister i Storbritannien David Cameron.

Men ændringen er endnu ikke trådt i kraft fire år efter.

Felicia Willow, chef for Fawcett Society, som er en velgørenhedsorganisation, der kæmper for ligestilling og kvinders rettigheder, er glad for, at skatten er fjernet.

– Det har været en lang vej for at nå til dette punkt. Men endelig kan den sexistiske skat, som betegnede hygiejneprodukter som ikke-essentielle luksusprodukter, nøjes med at være i historiebøgerne, siger hun.

En anden aktivist, Laura Coryton, som i 2014 begyndte en kampagne for at få fjernet skatten, siger til avisen The Guardian, at “i dag er en festdag”.

Hun tilføjede dog, at det er “frustrerende at tamponskatten bliver brugt som en politisk fodbold i forbindelse med brexit”.

/ritzau/AFP