Trump topper Gallups liste som USAs mest beundrede mand

USA’s præsident, Donald Trump, har muligvis tabt præsidentvalget i november, også selv om han selv afviser at acceptere resultatet.

Men inden han forlader Det Hvide Hus 20. januar, får han en opmuntring med på vejen.

Han ligger nemlig nummer et på den liste over årets mest beundrede mand, som analyseinstituttet Gallup laver årligt.

18 procent af de adspurgte amerikanere siger, at Trump er den mand, de beundrer mest.

På andenpladsen kommer tidligere præsident Barack Obama, der ellers har toppet listen 12 år i træk – selv om han sidste år måtte dele førstepladsen med Trump.

15 procent af de adspurgte amerikanere peger i år på Obama som den mand, de beundrer mest.

Til gengæld er hans hustru, tidligere førstedame Michelle Obama, for tredje år i træk at finde på toppen af listen over mest beundrede kvinder. 10 procent af de adspurgte peger på hende.

På andenpladsen finder man den kommende vicepræsident, Kamala Harris. Seks procent siger, at hun er den kvinde, de beundrer mest.

Den kommende præsident, Joe Biden, er på tredjepladsen blandt mændene med seks procent.

Trump benyttede tirsdag lejligheden til i et tweet at håne Biden for “overhovedet ikke at kunne komme i nærheden” af ham i Gallups måling.

– Det er, fordi han fik millioner af falske stemmer ved valget i 2020, der var præget af svindel, skriver Trump i sit tweet, der hurtigt blev stemplet af Twitter som værende misvisende.

Nummer tre blandt kvinderne er den nuværende førstedame, Melania Trump, som fire procent af de adspurgte nævner.

Med på listen er også USA’s førende ekspert i smitsomme sygdomme, Anthony Fauci, på en fjerdeplads. Tre procent siger, at han er den mand, de beundrer mest.

To procent peger på pave Frans.

Med på listen er også blandt andre Tesla-chef Elon Musk, senator Bernie Sanders, Microsoft-stifter Bill Gates, basketballspilleren LeBron James og overhovedet inden for tibetansk buddhisme, Dalai Lama.

Hos kvinderne er talkshow-dronningen Oprah Winfrey nummer fire med tre procent.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, indtager en delt femteplads sammen med kongresmedlem Alexandria Ocasio-Cortez og den britiske dronning Elizabeth, som alle får hver to procent af stemmerne.

/ritzau/dpa