Britiske myndigheder blåstempler endnu en coronavaccine

Den britiske lægemiddelstyrelse (MHRA) har givet grønt lys til at anvende den coronavaccine, der er udviklet af The University of Oxford og AstraZeneca.

Det skriver flere medier, herunder Sky News.

Vaccinen fra britiske The University of Oxford og britisk-svenske AstraZeneca er den anden coronavaccine, der er blevet godkendt til brug i Storbritannien.

Også en vaccine fra Pfizer og BioNTech er tidligere blevet blåstemplet af MHRA.

Vaccinen fra The University of Oxford og AstraZeneca bærer navnet AZD1222. Den har tidligere vist at have en effektivitet på op mod 90 procent i forhold til at forhindre smitte med coronavirus.

Dermed har den vist sig at være næsten lige så effektiv som vaccinerne fra Pfizer og BioNTech samt Moderna, der ligeledes har udviklet sin egen vaccine.

/ritzau/