Mindst 50 journalister er blevet dræbt i år

50 journalister blev dræbt i forbindelse med deres arbejde i 2020, siger Journalister uden Grænser (RSF) i organisationens årlige rapport.

Det er tre færre end sidste år, men rapporten gør det klart, at journalister, der undersøger organiseret kriminalitet, korruption eller miljøspørgsmål, i stigende grad bliver ofre for dødelig vold. Mange af drabene er sket i Mexico, Indien og Pakistan.

– 84 procent af de dræbte i år blev dræbt med fuldt overlæg på grund af deres arbejde, fastslår RSF. Sidste år var det 63 procent af de dræbte, som blev slået ihjel med fuldt overlæg.

– I adskillige år nu har Journalister uden Grænser gjort det klart, at reportere, der arbejder med undersøgende journalistik, bringes i skudlinjen af stater eller karteller, siger Pauline Ades-Mevel, som er chefredaktør i RSF.

Flest drab på journalister er sket i Mexico, hvor mindst otte journalister blev dræbt i 2020.

– Forbindelserne mellem narkotikaforbrydere og politikere bliver opretholdt i landet, og journalister, som skriver om det eller om relaterede emner bliver ofre for barbariske drab, hedder det i rapporten.

Ingen af de drabsmænd, som har stået bag de registrerede journalistdrab i Mexico er blevet retsforfulgt, siger RSF, som har udgivet årlige rapporter om vold mod journalister verden over siden 1995.

I Afghanistan er fem journalister blevet dræbt i år. De indledte fredsforhandlinger i landet har medført, at der rettes flere og flere angreb mod mediepersoner.

I Iran blev oppositionspolitikeren Ruhollah Zam, som havde en populær kanal på sociale medier, henrettet i december på grund af kritik af regimet.

Det vakte international opsigt, at Kina i denne uge har idømt en kinesisk borgerjournalist i Shanghai fire års fængsel for at have rapporteret fra Wuhan, da coronavirusudbruddet brød ud.

Borgerjournalisten Zhang Zhans direkte rapporteringer og essays blev delt på sociale medier i februar, hvilket fangede myndighedernes opmærksomhed.

Hidtil har de kinesiske myndigheder straffet ni coronavirus-whistleblowere i et forsøg på at afværge kritik af regeringens håndtering af virusudbruddet.

/ritzau/AFP