Pfizer leverer 200 millioner vacciner til EU inden september

De næste otte måneder vil EU-lande modtage tusindvis af vaccinedoser mod covid-19 fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech.

EU har lagt billet ind på foreløbigt 200 millioner vaccinedoser. De vil alle være leveret til de 27 EU-lande i september 2021.

Det siger en talsmand for EU-Kommissionen i en erklæring mandag.

Pfizer/BioNTech-vaccinen er den eneste godkendte vaccine i EU lige nu. De fleste lande i unionen begyndte søndag at vaccinere deres borgere.

Ud over de 200 millioner doser har EU lagt billet ind på yderligere 100 millioner doser. Ifølge EU-talsmanden er der forhandlinger i gang for at sikre levering af yderligere vaccinedoser.

Vaccinen fra Pfizer og BioNTech skal gives ad to omgange med tre ugers mellemrum.

Der er omkring 445 millioner mennesker i EU. Skal alle borgere vaccineres, kræver det altså omkring 900 millioner vaccinedoser.

Danmark har lagt billet ind på at købe vaccinedoser fra Pfizer og BioNTech, så 1,5 millioner danskere kan vaccineres med vaccinen.

Desuden får Danmark yderligere 2,6 millioner doser af coronavaccinen. De forventes dog først at kunne blive leveret i marts eller april 2021. Snart ventes der også at blive godkendt vacciner fra andre producenter.

USA, Canada og Storbritannien har i flere uger vaccineret borgere med Pfizer-vaccinen.

Men EU har ventet på godkendelsen fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). Her blev den godkendt 21. december efter pres for at få processen gjort hurtigere.

Danmark modtager løbende vaccinedoser. Lørdag kom den første leverance på 9750 vaccinedoser.

Mandag formiddag kom den anden leverance på 38.025. I de følgende uger forventer Danmark at modtage yderligere 40.000 doser om ugen.

Det er EU-Kommissionen, der på vegne af medlemslandene har indgået forhåndsaftaler med en række medicinalselskaber om køb af to milliarder potentielle coronavacciner.

Aftalerne er indgået på et tidspunkt, hvor man ikke vidste, hvem der ville være klar først – og om alle vacciner ville blive til noget og kunne opnå godkendelse.

De vacciner, EU ender med at godkende og købe, bliver som udgangspunkt fordelt til medlemslandene på baggrund af befolkningstal.

/ritzau/