Kvindelig aktivist idømt fem års fængsel i Saudi-Arabien

En saudisk domstol har idømt kvinderettighedsaktivisten Loujain al-Hathloul fem år og otte måneders fængsel. Det rapporterer medier i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyah.

Den 31-årige aktivist har blandt andet markeret sig i kampen for kvinders ret til at køre bil.

Forbuddet mod, at kvinder kører bil, blev ophævet, lige før Hathloul i 2018 blev anholdt sammen med ti andre kvindeaktivister.

Dommen falder trods international kritik af landets behandling af prodemokratiske grupper og aktivister.

Hendes fængselsdom er en udfordring til kronprins Mohammed bin Salman, som håber på at få udviklet et godt forhold til USA’s kommende præsident, Joe Biden, som har kritiseret Saudi-Arabien for at undertrykke menneskerettighederne.

Hathloul var anklaget for at arbejde for et andet politisk system i Saudi-Arabien og for at skade den nationale sikkerhed, oplyser lokale medier.

Straffen blev suspenderet med to år og ti måneder, da Hathloul har siddet fængslet siden 15. maj 2018.

Menneskerettighedsgrupper og pårørende til Hathloul siger, at hun har været udsat for tortur, mens hun har siddet varetægtsfængslet.

Hun har ifølge påstandene være udsat for elektriske stød, waterboarding, piskning og seksuelle overgreb. Myndighederne afviser anklagerne.

Hathloul fik sin dom, næsten tre uger efter at en domstol i Riyadh idømte den amerikansk-saudiarabiske læge Walid al-Fitaihi seks års fængsel i en sag, som ifølge menneskerettighedsgrupper er politisk motiveret.

Udenlandske diplomater siger, at de to retssager skal sende et klart signal om, at Saudi-Arabien ikke lader sig presse i spørgsmål om menneskerettigheder.

Nogle iagttagere mener, at saudiaraberne bruger retssagerne taktisk som et led i bestræbelser på at få en god forhandlingsposition over for USA’s kommende administration.

/ritzau/Reuters