Ungarn tyvstarter på coronavaccinering

Et døgns tid før de andre EU-lande er Ungarn lørdag gået i gang med at vaccinere nogle af de mest udsatte grupper mod coronavirus.

Ungarn er ved at fordele vaccinen fra medicinalselskaberne Pfizer og BioNTech til blandt andre ansatte på hospitalernes intensivafdelinger.

Den første, der fik et stik i armen lørdag, var Adrienne Kertesz, som er læge på hospitalet Del-Pest i Ungarns hovedstad, Budapest.

Ungarn har i første omgang fået vacciner nok til 4875 mennesker, skriver det ungarske nyhedsbureau MTI.

Nogle af dem, der venter på deres tur, er ægteparret Zsuzsa og Antal Takacs på henholdsvis 68 og 75 år.

– Vi er meget glade for, at vaccinen er kommet, fortæller parret.

– Vi vil vaccineres, fordi vores datter har fået en baby i Frankrig i sidste måned, og vi vil gerne besøge dem. Vi tør ikke at rejse, før vi får en vaccine, siger Zsuzsa Takacs.

I Ungarn – der har 10 millioner indbyggere – er over 315.000 mennesker blevet bekræftet smittet med coronavirus i løbet af i år. Af dem er knap 9000 døde.

På nuværende tidspunkt er flere end 6000 coronapatienter indlagt på landets hospitaler. Det øger presset på sundhedssystemet.

Massevaccinationen i Europa er et stort skridt i retning af at komme coronapandemien til livs.

Men distributionen af vaccinedoserne fra Pfizer og BioNTech er krævende, fordi vaccinen skal opbevares ved en temperatur på omkring minus 80 grader.

På verdensplan er over 1,7 millioner mennesker døde med coronasmitte.

Pandemien har presset de fleste landes økonomier og har kostet millioner af arbejdspladser rundt om i verden.

/ritzau/AFP