Tyrkiet vil bruge kinesisk vaccine efter stærke forsøgsdata

Tyrkiet vil begynde at anvende en kinesisk vaccine mod covid-19, efter at vaccinen i forsøg i landet har vist en høj effektivitet.

Det oplyser sundhedsminister Fahrettin Koca.

Vaccinen, der kaldes Coronavac, er udviklet af Sinovac Biotech i Kina.

De første leveringer af vaccinen vil blive sendt til Tyrkiet søndag, selv om de afsluttende kliniske fase 3-forsøg endnu ikke er færdige.

I de foreløbige forsøg, som Tyrkiet har lavet med næsten 7400 frivillige personer, har vaccinen vist sig at have en effektivitet på over 91 procent i forebyggelse af covid-19.

– Vi vil være i stand til at vaccinere halvanden million eller måske endda to millioner mennesker om dagen, siger sundhedsminister Koca.

Han tilføjer, at “første fase” af vaccinationerne vil omfatte ni millioner personer.

Indledningsvist vil Tyrkiet modtage tre millioner doser. Desuden har regeringen i Ankara sikret sig mulighed for at få yderligere 50 millioner doser af vaccinen.

Højest prioriteret i landets plan for vaccinationer er ansatte i sundhedsvæsnet samt de personer, som er mest sårbare. Det vil typisk være folk i de ældste årgange samt personer med underliggende sygdomme eller helbredsproblemer.

/ritzau/AFP