Bil er eksploderet i Nashville julemorgen

En formodet bilbombe er eksploderet i Nashville i den amerikanske delstat Tennessee.

Det lokale politi siger, at det var en overlagt handling, men det er ikke klart, hvorfor køretøjet blev sprængt i luften.

Ifølge Reuters var bilen et mobilehome, som var parkeret i centrum af Nashville.

Der meldes om tre personer, der er kommet til skade. Ingen af dem er alvorligt såret.

Desuden er der materielle skader på en bygning.

Vidner siger, at de så nogle biler, som brændte.

Ifølge politiet var det eksplosionen, der satte brand i bilerne.

Bilen eksploderede kort før daggry i den morgenstille by.

– Det ser ud til, at det var en bombe, siger John Cooper, borgmester i Nashville, til den lokale tv-station WKRN.

Ifølge oplysningerne fra byen er forbundspolitiet, FBI, i gang med at finde ud af, hvad der er sket, sammen med det lokale politi.

Don Aaron, talsmand for Nashville-politiet siger ifølge Reuters, at politiet var opmærksom på bilen inden eksplosionen.

Der var indløbet et alarmopkald om “skyderi” i Nashvilles turistområde omkring klokken 06.00 lokal tid fredag.

Da fik politiet øje på bilen, og den virkede mistænkelig. Det vides ikke hvorfor.

– Omstændighederne ved køretøjet fik politiet til at tilkalde bomberyddere, siger Aaron.

Mens bomberydderne var på vej til stedet, eksploderede bilen omkring klokken 06.30.

Kort før eksplosionen bankede politiet naboer op og bad dem komme i sikkerhed for alle tilfældes skyld.

En mand, der var ude at lufte sin hund, blev bedt om at gå en anden vej.

/ritzau/dpa