Tyrkiet idømmer journalist i eksil 27 års fængsel

En domstol i Tyrkiet har idømt en journalist 27 års fængsel for spionage og for at have hjulpet terrorgrupper.

Journalisten, Can Dündar, er i eksil i Tyskland, hvortil han flygtede i 2016.

Han var i Tyrkiet chefredaktør for den uafhængige avis Cumhuriyet.

Han er ved domstolen fundet skyldig i at have forbindelse til en historie, som handler om, at Tyrkiet skal have leveret våben til syriske oprørere i kamp mod præsident Bashar al-Assad.

Den tidligere chefredaktør er idømt 18 år og ni måneders fængsel for at have indsamlet fortrolig information til spionagebrug.

Dertil får han otte år og ni måneder for at “yde assistance til en terrorgruppe”, som er ledet af den muslimske prædikant Fethullah Gülen.

Tyrkiets regering har beskyldt præsten for at organisere et kup mod landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i 2016.

Menneskerettighedsgrupper anklager med jævne mellemrum Tyrkiet for at underminere pressefriheden ved at anholde journalister og lukke kritiske medier.

En komité for at beskytte journalister, som er baseret i USA, har Tyrkiet som et af de lande i verden, der fængsler flest journalister. Det fremgår af en rapport, som blev udgivet sidste uge. Kina er i top på listen.

Ifølge komitéen blev 37 tyrkiske journalister fængslet i år. Det er under halvt så mange, som blev anholdt i 2016 i forbindelse med det forsøgte kup.

Dündars advokater boykottede onsdag retssagen. De mente ikke, at han ville få en fair rettergang. Og derfor blev de væk i protest.

Avisen, som han var chefredaktør for, har ofte skrevet historier, der ikke har behaget præsident Erdogan. Ansatte for avisen er ofte for en domstol.

Det er landets ældste avis, som udkommer dagligt. Dens navn – Cumhuriyet – betyder republik på tyrkisk.

Den blev grundlagt i 1924. Den er fortsat et af de eneste medier i Tyrkiet, som ikke er kontrolleret af rigmænd med tætte forbindelser til regeringen.

/ritzau/AFP