Diplomat: Handelsaftale på vej mellem Storbritannien og EU

En handelsesaftale mellem EU og Storbritannien er nært forestående og kan komme så tidligt som i dag. Det siger en unavngiven højtstående EU-diplomat, skriver Reuters onsdag.

Storbritannien har udtalt, at der endnu ikke foreligger en aftale. EU-Kommissionen har endnu ikke villet kommentere sagen.

Ifølge den højtstående diplomat – der udtaler sig til Reuters på betingelse af at forblive anonym – er en aftale afhængig af, at EU’s medlemslande først kan blive enige om en midlertidig version af aftalen, da der ikke er tid til at ratificere den i EU-Parlamentet.

Også det britiske public service-medie BBC’s politiske redaktør, Laura Kuenssberg, skriver på Twitter, at en aftale virker til at være på vej.

– David Frost (Storbritanniens chefforhandler, red.) og EU’s Steph Rico er stadig i forhandlingslokalet i Bruxelles – aftalen er ikke færdig – det virker til, at der kommer en aftale i aften, men intet er underskrevet endnu, skriver hun.

Hun skriver desuden, at det ikke er alle EU’s medlemslande, der har set aftaleudkastet.

– Det er tydeligt, at vi er på sidste etape, men det er ikke slut endnu, og parterne forhandler stadig i 11. time denne eftermiddag, skriver hun på Twitter.

Begge parter arbejder på at indgå en handelsaftale inden udgangen af året. Aftalen skal sikre, at Storbritannien forlader unionens indre marked og toldunionen på blødest mulige vis.

/ritzau/