Fire læger blandt dødsofre for bilbombe i Kabul

Mindst fem personer – heriblandt fire læger – blev tirsdag dræbt af en bilbombe i Afghanistans hovedstad, Kabul, oplyser regeringskilder til AFP.

– Mindst fem personer blev dræbt og to blev såret, da en magnetisk bombe på en lægebil blev bragt til eksplosion, siger Ferdows Faramarz, en talsmand for politiet.

Tre af de dræbte læger var kvinder. Lægerne arbejdede for regeringen. Det femte dødsoffer var en tilfældigt forbipasserende mand.

Bombeangrebet skete i den sydlige del af byen, da lægerne var på vej mod Pul-e-Charkhi-fængslet, hvor de arbejdede. Hundredvis af Taliban-medlemmer og andre kriminelle er indsat i fængslet, som ligger i en østlig forstad til Kabul.

Der har været et tiltagende antal bombeeksplosioner, skudattentater og raketangreb i Afghanistan trods tre måneder med fredsforhandlinger mellem regeringen og Taliban.

Angrebene har været rettet mod prominente personer – deriblandt politikere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere.

En bilbombe i Kabul i weekenden dræbte mindst og sårede over 50.

De afghanske fredsforhandlinger blev indledt i Qatar i september. Det skete, nogle måneder efter at parterne var enige om, at Taliban stillede sikkerhedsgarantier og lovede fredsforhandlinger mod en tilbagetrækning af de amerikanske soldater i landet.

Men trods forhandlingerne fortsætter volden i Afghanistan med jævnlige angreb i Kabul og forskellige andre byer i landet.

Antallet af civile, som er blevet dræbt i Afghanistan af USA og landets allierede, er i de seneste tre år tredoblet. Det viser tal fra en undersøgelse af det amerikanske Brown University tidligere i denne måned.

Alene i 2019 blev cirka 700 civile afghanere dræbt i luftangreb.

Det er det højeste tal, siden de første år af den amerikanske invasion af Afghanistan i kølvandet på angrebene på World Trade Center i New York 11. september. Data fra FN viser, at mindst 26.025 børn er blevet dræbt eller såret i konflikten.

/ritzau/AFP