Corona dæmpede festen ved Spaniens milliardlotteri

Normalt er det en folkefest med et livligt publikum indendørs og endnu flere spændte spaniere klædt i farvestrålende kostumer udenfor Madrids Kongelige Teater, når vinderne trækkes i det store årlige lotteri “El Gordo”.

Men ved tirsdagens trækning havde coronapandemien lagt en dæmper på den normalt så festlige tradition.

Kun en håndfuld tilskuere var samlet udenfor teatret, da børn fra kostskolen San Ildefonso trak vindernumrene og sang tallene højt for dommerne.

Imens ventede millioner af spaniere ved tv-skærmene med tilbageholdt åndedræt på, om deres vindernumre blev trukket.

I alt var der en samlet præmiepulje på ikke mindre end 2,4 milliarder euro. Det svarer til omkring 18 milliarder danske kroner.

Tallene bliver udtrukket ved et show, der kan vare op til fire timer, mens både små og store pengepræmier fordeles.

Hovedpræmien, der kaldes “El Gordo” – der betyder “Den Fede” på dansk – gik til nummer 72897, en talkombination som 172 heldige vindere lå inde med. De får hver fire millioner euro (30 millioner kroner) i præmie.

En lodseddel til “El Gordo” er ikke billig. Den koster 200 euro, svarende til 1500 kroner.

De fleste spaniere går sammen med familie, venner eller kolleger om et lod eller køber en “decimo”, som er en tiendedel af et lod.

Mange havde spillet på nummer 14320, der skulle markere den 14. marts 2020. Det var den dag, Spanien første gang lukkede ned under coronakrisen.

Men dette nummer blev ikke udtrukket.

Lotteriet blev lanceret for 200 år siden og er blevet en vigtig juletradition for mange spaniere.

/ritzau/