Briter håber på hurtig genåbning af vigtig fransk grænse

Frankrig har besluttet midlertidigt at lukke grænsen til Storbritannien af frygt for spredning af den nye coronavariant, der er fundet i Storbritannien.

Og det vil påvirke fragt fra tusindvis af lastbiler om dagen. Det skriver BBC.

Ifølge BBC kører omkring 10.000 lastbiler med fragt mellem havnebyen Dover i Storbritannien og den franske havneby Calais om dagen i juleperioden.

Frankrig, der er et vitalt transitland for Storbritannien, er blandt en lang række europæiske lande, der har indført indrejseforbud fra Storbritannien. I Frankrig gælder det både for fly, tog, lastbiler og skibstrafik mandag og tirsdag.

Den franske premierministers kontor meddelte søndag ifølge nyhedsbureauet Reuters, at de kommende to døgn skal bruges til at indføre nye regler for test i samarbejde med andre EU-lande. Først derefter kan den britiske grænse åbnes igen.

Frankrigs beslutning om at lukke grænsen til Storbritannien kan også påvirke julemaden.

For selv om varer fra Frankrig til Storbritannien er tilladt, er der frygt for, at lastbilchauffører vil undgå turen, fordi de ikke vil strande i Storbritannien.

Derfor opfordrer organisationen Food and Drink Federation (FDF), som repræsenterer producenter af mad og drikke i Storbritannien, regeringen til at finde en løsning hurtigst muligt.

– Det vil have stor indvirkning på leveringen af frisk julemad til Storbritannien – og eksport af britisk mad og drikke, siger FDF-chef Ian Wright til BBC.

– Chauffører fra kontinentet vil ikke rejse hertil, hvis de har en reel frygt for at strande, siger han.

Storbritanniens transportminister, Grant Shapps, siger mandag, at han er overrasket over, at Frankrig har lukket grænsen. Han siger, at det har høj prioritet at få løftet grænselukningen hurtigst muligt.

Shapps tilføjer, at leveringen af forsyninger til supermarkeder i landet er “robust”. Og han påpeger, at Frankrig også ønsker, at grænselukningen varer så kort tid som muligt.

Frankrigs sundhedsminister, Olivier Véran, siger mandag, at det er muligt, at den nye virusvariant er i Frankrig. Men der er endnu ingen test, som har fundet den.

Mandag 14. december meddelte den britiske regering, at der er fundet en ny variant af covid-19, der går under betegnelsen N501Y.

Lørdag viste foreløbige resultater fra en særlig britisk virusgruppe, Nervtag, at den var op til 70 procent mere smitsom end den gængse covid-19.

N501Y er ikke mere dødelig, og den foreløbige konklusion er, at den reagerer på vacciner.

/ritzau/