Engelske Jeremy Bulloch, der spillede dusørjægeren Boba Fett i de første “Star Wars”-film, er død.
Det oplyser hans repræsentanter i en meddelelse ifølge nyhedsbureauet dpa.
Bulloch blev 75 år.
Han døde torsdag i London “som følge af mange års komplikationer efter Parkinsons sygdom”.
– Han døde på fredfyldt vis på et hospital omgivet af familien. Jeremy var mest kendt for sin rolle som Boba Fett i de originale “Star Wars”-film. Han havde en lang og lykkelig karriere på over 45 år, står der i en meddelelse ifølge The Guardian.
Bulloch trak for første gang i Boba Fetts grønne og hvide pansrede dragt i “The Empire Strikes Back” (Imperiet slår igen) fra 1980.
Han vendte tilbage i rollen i 1983 i “Return of the Jedi” (Jedi-ridderen vender tilbage).
Selv om Fett ikke havde en stor rolle i filmene, blev han en favorit hos fans, blandt andet på grund af sin fremtræden og ry som en benhård dusørjæger.
Kultfiguren døde tilsyneladende i “Return of the Jedi”, da monsteret Sarlacc fik fat i ham. Men det er siden kommet frem, at Fett overlevede.
/ritzau/