EUs kommissionsformand: EU starter vaccinationer 27. december

EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, bekræfter, at vaccinationer mod covid-19 påbegyndes i hele EU fra 27. december.

– Den 27., 28. og 29. december vil vi starte over hele EU, skriver hun på Twitter.

Leyen sagde onsdag i en tale til Europa-Parlamentet, at alle 27 medlemslande ville starte samtidig for at udtrykke sammenholdet i EU.

Den samme melding lød fra Tysklands sundhedsminister. Han nævnte datoen 27. december, hvis vaccinen får en betinget godkendelse på et møde i Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) på mandag.

– I Tyskland starter vi, hvis godkendelsen kommer som planlagt den 27. december. De andre lande i EU ønsker at være i stand til at starte og ønsker at starte fra 27. december, sagde Spahn.

Det oplyste han forud for et møde, som han og forbundskansler Angela Merkel holder torsdag med topfolkene i medicinalselskabet BioNTech.

Det tyske BioNTech har udviklet en vaccine mod covid-19, som produceres af det amerikanske selskab Pfizer.

Det er den vaccine, som Europa lige nu venter på bliver betinget godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, på mandag.

Ifølge von der Leyen er det nødvendigt for at få afsluttet pandemien, at op mod 70 procent af befolkningen bliver vaccineret.

– Dette er en kæmpe opgave. Så lad os begynde så snart som muligt med vaccinationen sammen, sagde hun.

Von der Leyens udtalelse til EU-Parlamentet kom, mens presset på EU stiger for at komme i gang. USA, Storbritannien og Canada er allerede begyndt at vaccinere mod coronavirus med vaccinen fra Pfizer og BioNTech.

/ritzau/