Person i Alaska får allergisk reaktion efter Pfizer-vaccine

En sundhedsarbejder i den amerikanske delstat Alaska har fået en alvorlig allergisk reaktion efter at være blevet vaccineret mod covid-19 med en vaccine fra selskaberne Pfizer og Biontech.

Det skriver avisen The New York Times onsdag.

Sundhedsarbejderen er indlagt på hospitalet, men vedkommendes tilstand er stabil.

Ifølge The New York Times fik personen vaccinen tirsdag. Den allergiske reaktion kom samme dag.

Det står ikke klart, om personen lider af allergi i forvejen.

Amerikanske Pfizer bekræfter, at selskabet efterforsker hændelsen i samarbejde med lokale myndigheder.

– Vi har endnu ikke alle detaljerne om meldingen fra Alaska om en potentiel alvorlig allergisk reaktion, men vi samarbejder med de lokale sundhedsmyndigheder for at vurdere hændelsen, udtaler en talsmand for Pfizer.

– Vi vil nøje overvåge alle meldinger, der tyder på alvorlige allergiske reaktioner i kølvandet på vaccinen og opdatere indlægssedlen, hvis det er nødvendigt.

I Storbritannien oplevede to sundhedsarbejdere lignende allergiske reaktioner efter at have fået vaccinen.

Det fik tidligere i december de britiske sundhedsmyndigheder til at advare om, at personer med alvorlige medicin- eller madallergier bør undgå vaccinen.

/ritzau/AFP