Hver fjerde i verden risikerer at vente på vaccine til 2022

Næsten en ud af fire personer i verden kan risikere at måtte vente på at blive vaccineret mod covid-19 til i hvert fald 2022.

Det skyldes, at rige lande, som udgør mindre end 15 procent af verdens befolkning, har reserveret 51 procent af doserne af de mest lovende vacciner.

Lav- og mellemindkomstlande, der er hjemsted for mere end 85 procent af verdens befolkning, skal dele de resterende doser.

Det oplyser forskere fra Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health i Baltimore i delstaten Maryland i USA tirsdag.

Ifølge forskerne kræver et effektivt svar på pandemien, at højindkomstlande “tager del i en retfærdig fordeling af covid-19-vacciner over hele verden”.

– Usikkerheden omkring den globale adgang til covid-19-vacciner relaterer sig ikke kun til de igangværende kliniske test, men også til, at regeringer og vaccineproducenter ikke har været mere gennemsigtige og ansvarlige i forhold til disse aftaler, skriver forskerne.

Per 15. november havde højindkomstlande forudbestilt næsten 7,5 milliarder vaccinedoser fra 13 forskellige producenter.

Det gælder blandt andet Japan, Australien og Canada. De tre lande har tilsammen bestilt mere end en milliard vaccinedoser, men står samtidig for mindre end en procent af verdens bekræftede coronatilfælde.

Selv hvis vaccineproducenterne opnår deres maksimale produktionskapacitet, må en fjerdedel af verdens befolkning stadig vente et år eller mere på at blive vaccineret. Det konkluderer forskerne fra Baltimore.

I sidste uge opfordrede koalitionen People’s Vaccine Alliance medicinalvirksomheder til åbent at dele deres teknologier og viden gennem Verdenssundhedsorganisationen (WHO), således at der kan blive fremstillet flere doser.

Den 21. december bliver der holdt et ekstraordinært møde i en ekspertkomité under Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA). På dagsordenen er en coronavaccine fra selskaberne Pfizer og Biontech.

To dage senere bliver det endeligt besluttet i EU-Kommissionen, om vaccinen skal godkendes til brug i EU-lande.

/ritzau/Reuters