Ungarn forbyder homopar at adoptere og skriver køn ind i grundlov

Ungarn har vedtaget en lovpakke, der er rettet mod landets LGBT-personer – lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.

Det er regeringens seneste tiltag for at værne om det, den betegner som landets “traditionelle” værdier.

I praksis vil loven gøre det umuligt for par af samme køn at adoptere børn.

Adoption er forbeholdt gifte par, og i Ungarn er ægteskab kun tilladt mellem en mand og en kvinde.

Det bliver indskrevet i forfatningen, hvordan en familie ser ud ifølge premierminister Viktor Orbans konservative regering.

– Moren er kvinde, faren er mand, lyder det i den nye lovtekst.

En anden forfatningsændring lyder på, at et menneskes køn bliver bestemt ved fødslen og ikke kan ændres.

– Ungarn beskytter børnenes ret til den seksuelle identitet, de er født med, og garanterer en opvækst i overensstemmelse med de værdier, der danner grundlag for den forfatningsmæssige identitet og kristne kultur i Ungarn, hedder det i lovteksten.

Ungarns parlament vedtog tirsdag lovpakken med stort flertal.

Der kan gøres undtagelser fra de nye love, men det skal i så fald godkendes af Ungarns familieminister.

I forvejen havde parlamentet i maj vedtaget en lov, der forbyder transpersoner og interkønnede at ændre det køn, der står på deres fødselsattest.

David Vig, der er direktør for Amnesty International i Ungarn, kalder det “en sort dag for Ungarns LGBTQ-miljø og en sort dag for menneskerettighederne”.

– Disse diskriminerende, homofobiske og transfobiske nye love, der er hastet igennem under dække af coronapandemien, er blot ungarske myndigheders seneste angreb på LGBTQ-personer, siger han.

Også EU har flere gange kritiseret Ungarn for love og regler, der går på tværs af EU’s idealer om demokrati.

/ritzau/dpa