Trumps justitsminister går af lige før jul

USA’s justitsminister, William Barr, har fratrådt sin stilling og forlader sit job 23. december.

Det oplyser præsident Donald Trump sent mandag aften dansk tid på Twitter.

Her oplyser Trump også, at vicejustitsminister Jeff Rosen overtager William Barrs stilling.

Præsidenten skriver ikke noget om, hvorfor Barr fratræder sin post.

Barr siger i en udtalelse i forbindelse med sin afgang, at USA’s justitsministerium vil fortsætte med at undersøge beskyldninger om valgsvindel.

Det er på trods af, at den nu tidligere justitsminister i begyndelsen af måneden oplyste, at ministeriet ikke havde fundet beviser på udbredt valgsvindel, som kunne ændre præsidentvalgets udfald.

Udtalelsen var en direkte modsigelse af Donald Trumps gentagne beskyldninger om, at hans “valgsejr er blevet stjålet”.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Barrs skæbne i Trump-administrationen derfor været usikker stort set lige siden.

Flere af Trumps advokater har desuden beskyldt William Barr for ikke at foretage en ordentlig undersøgelse af sagen.

/ritzau/