Julemandsbesøg medfører 75 smittede på belgisk plejehjem

Det skulle være et hyggeligt juleindslag. Men i stedet har det udviklet sig til en såkaldt superspreder-begivenhed, at en julemand besøgte et plejehjem i Belgien.

For julemanden viste sig at være smittet med coronavirus ved sit besøg i forrige weekend.

Siden er 61 beboere og 14 ansatte konstateret smittede med coronavirus. Det skriver det belgiske medie VRT.

Det pågældende plejehjem ligger i byen Mol i provinsen Antwerpen, som ligger i det nordlige Belgien nær grænsen til Holland.

Myndigheder er i gang med at hjælpe plejehjemmet med at få situationen under kontrol.

Borgmester i Mol Wim Caeyers siger til VRT, at blandt andet folk fra nødhjælpsorganisationen Røde Kors hjælper til.

– Det er alle mand på dæk i den kommende uge, sagde Wim Caeyers søndag til VRT.

Han tilføjer, at besøget af julemanden på plejehjemmet var en fejlvurdering.

– Det havde de bedste intentioner, men gik meget galt. Det har været en meget sort dag for plejehjemmet.

– Det er et meget hårdt mentalt slag for både manden, der var udklædt som julemanden, og for de ansatte, siger Wim Caeyers.

/ritzau/